Dilemma... arbejde/fritid
Fodboldtræner... Far... Professionel?
Mine bevæggrunde for at blive træner for min søns fodboldhold var egentligt ret ligefremme. Jeg ville bidrage til at min søn, og hans kammerater kunne få nogle positive oplevelser sammen, hvor fodbold var et fælles tredje. Min egentlige kompetence i forhold til trænerjobbet ligger mest som håndboldtræner, men tænkte at det måtte være lidt det samme. Selve opgaven med at opbygge et stærkt kammeratskab og et godt sammenhold lykkes. Dog er der på holdet en såkaldt "varm kartoffel". En dreng fra min søns klasse, hvis familie er kommet til fra Bosnien. Forældrene er ikke i stand til at kommunikere på andre sprog end deres modersmål, og al kommunikation foregår gennem drengen. Drengen har spillet på holdet i 4-5 år uden egentligt at være meldt ind i klubben.
Men dilemmaet opstår jo selvfølgelig ved at jeg overtager opgaven med holdet og med det samme kan begynde at se omfanget af drengens udfordringer. Han har efter min vurdering et ekstremt lavt selvværd og tåler ikke ret meget modgang før at bliver udadreagerende. Han bander og taler ekstrem grimt til alle på holdet, en adfærd som vækker store følelser hos en hånfuld af de andre drenge. Dette betyder konflikter på holdet. Som fodboldtræner tænker jeg at det skal stoppes for at sammenholdet ikke lider for meget af dette. Som far tænker jeg at det for alt i verden ikke må gå ud over min egen søn, og hans relation med drengen. Frygter faktisk at min egen søn kan blive et offer for drengens frustrationer hvis han bliver presset. Som professionel er sagen klar... Denne dreng skal have hjælp, for han har det overhovedet ikke godt.
Som det udvikler sig i løbet af sæsonen ender det med at jeg må kaste håndklædet i ringen overfor drengen. Jeg siger gentagende gange fra overfor drengens opførsel til træning og kamp, hvilket betyder at han bliver skældt ud, sendt hjem fra træning og tager flere personlige samtaler med drengen. Samtaler der er vildt svære for drengen at blive i, og ikke har den fornødne indvirkning. Jeg fortæller til sidst drengen at jeg ikke har mere energi at bruge på ham, og at han ikke længere er velkommen på holdet da jeg ikke føler at han er interesseret i at lytte til mig og overholde de regler jeg har til træning og kamp. En såkaldt loose/loose sag...
Mit spørgsmål er så. Hvad ville være den mest ideelle løsning være, set udefra, i en sådan sag?
Mine bevæggrunde for at blive træner for min søns fodboldhold var egentligt ret ligefremme. Jeg ville bidrage til at min søn, og hans kammerater kunne få nogle positive oplevelser sammen, hvor fodbold var et fælles tredje. Min egentlige kompetence i forhold til trænerjobbet ligger mest som håndboldtræner, men tænkte at det måtte være lidt det samme. Selve opgaven med at opbygge et stærkt kammeratskab og et godt sammenhold lykkes. Dog er der på holdet en såkaldt "varm kartoffel". En dreng fra min søns klasse, hvis familie er kommet til fra Bosnien. Forældrene er ikke i stand til at kommunikere på andre sprog end deres modersmål, og al kommunikation foregår gennem drengen. Drengen har spillet på holdet i 4-5 år uden egentligt at være meldt ind i klubben.
Men dilemmaet opstår jo selvfølgelig ved at jeg overtager opgaven med holdet og med det samme kan begynde at se omfanget af drengens udfordringer. Han har efter min vurdering et ekstremt lavt selvværd og tåler ikke ret meget modgang før at bliver udadreagerende. Han bander og taler ekstrem grimt til alle på holdet, en adfærd som vækker store følelser hos en hånfuld af de andre drenge. Dette betyder konflikter på holdet. Som fodboldtræner tænker jeg at det skal stoppes for at sammenholdet ikke lider for meget af dette. Som far tænker jeg at det for alt i verden ikke må gå ud over min egen søn, og hans relation med drengen. Frygter faktisk at min egen søn kan blive et offer for drengens frustrationer hvis han bliver presset. Som professionel er sagen klar... Denne dreng skal have hjælp, for han har det overhovedet ikke godt.
Som det udvikler sig i løbet af sæsonen ender det med at jeg må kaste håndklædet i ringen overfor drengen. Jeg siger gentagende gange fra overfor drengens opførsel til træning og kamp, hvilket betyder at han bliver skældt ud, sendt hjem fra træning og tager flere personlige samtaler med drengen. Samtaler der er vildt svære for drengen at blive i, og ikke har den fornødne indvirkning. Jeg fortæller til sidst drengen at jeg ikke har mere energi at bruge på ham, og at han ikke længere er velkommen på holdet da jeg ikke føler at han er interesseret i at lytte til mig og overholde de regler jeg har til træning og kamp. En såkaldt loose/loose sag...
Mit spørgsmål er så. Hvad ville være den mest ideelle løsning være, set udefra, i en sådan sag?
Det er da noget af et dilemma Thomas. Helt vaskeægte mellem privat, personlig og professionelle positioner. Hvis vi brugte en analysemodel til at få styr på aktørerne, så er der en masse ud over dig, der er i spil, fx hans skole lærer og pædagoger, familiens sagsbehandler, dig med en skærpet underretningspligt. hvem kan ud alliere dig med i situationen, der kan hjælpe dig med dit udsyn? Prøv fx at kigge på materialet og modellen her http://nububupt.dk/systematisk-analysemodel/index.html mvh Mette
SvarSlet